af Martin Spang Olsen, cand.mag. og multikunstner

Denne artikel handler om frasering, som jeg ser som en vigtig ingrediens i al kreativitet – lige fra små, spontane handlinger til store, magiske manifestationer af vores inderste drømme.  Frasering beskriver de små bobler, eller historier, der indgår i større historier – altså selve det skabtes fysiske natur. 

Frasering er værd at kende til, uanset om man skal lave stor kunst eller bare tale i en forsamling.  Jo bedre man bliver til at forstå et kreativt udtryks bestanddele – dets indre liv – des mere forståeligt og komplekst kan udtrykket gøres. 

Frasering er bølgerne i udtrykket.  Det kan være sætninger, verselinjer, melodier, penselstrøg, dansetrin, vejrtrækninger eller alt muligt andet.  Det beskriver afleveringen af et udtryk, og det er uhyre komplekst, men det findes alle vegne i vores hverdag. 

Men netop fordi frasering knytter sig til den kreative handling, vil jeg begynde med en gennemgang af kreativitetens væsen, som jeg ser det.

Det kreative valg

Det er flere år siden, at ordet kreativitet vandt indpas i vores ordforråd som en uundværlig del af menneskelig eksistens.  Mange, inkl. jeg selv, ser kreativitet som et samlende begreb, der indeholder al menneskelig aktivitet og tanke, for hvad er ikke kreativt? 

Hver gang en idé fødes eller en bevægelse udføres, kunne vi jo have valgt noget andet.  Dermed kan man sige, at der er tale om en reel skabelse, hver gang vi gør noget som helst:  Hvis vi løfter hånden, kunne vi i stedet have sænket den, og tænker vi på rullepølse, kunne vi stedet have tænkt på cervelatpølse.  Hver gang vi foretager et valg, har vi de facto skabt en retning, enten i tid og rum (som i vores handlinger) eller udenfor (som en forestilling i vores sind og bevidsthed). 

Vores egen indflydelse på skabelsesprocessen undervurderes ofte, men med moderne videnskabs landvindinger (især inden for teoretisk fysisk) kan vi i dag med næsten sikkerhed sige, at vi befinder os i lukkede kresløb af elektromagnetiske udvekslinger, hvor vi hele tiden skaber virkeligheder i en vekselvirkning mellem os selv og vores omgivelser. 

Alt dette er selvfølgelig en meget lang historie, som jeg ikke når nærmere ind på her.  Min tilgang er også, at vi ikke behøver vide alt, blot vi kan drage fordel af vores skabende evner, så vi hurtigst muligt kan skabe det liv og den virkelighed, vi i bund og grund ønsker os. 

Synkronicitet

Synkronicitet kender de fleste til – ikke mindst læsere af dette blad, tænker jeg.  For ikke så mange år siden hed det synkronitet på dansk og betød bare ’samtidighed’ – dvs. at noget foregår samtidig med noget andet.  Men ligesom ordet autenticitet (der oprindelig hed autentitet på dansk) er vi blevet farvet af den engelske (og mere moderne) forståelse af ordet, som adskiller sig lidt fra den traditionelle. 

Der var Freuds elev, Carl Jung, der i sin tid fremkom med den mere ’mystiske’ betydning af synkronitet/synkronicitet, dvs. ’samtidigheden af ​​to begivenheder, der er forbundet med mening, men ikke kausalitet’.  I dag definerer det nærmest samspillet mellem indre og ydre begivenheder – altså manifestationen af tanker og følelser i tid og rum.  Ikke kun psykologer og filosoffer har arbejdet med begrebet; også mange fysikere (herunder Wolfgang Pauli og David Bohm) har anvendt fænomenet til at beskrive universet og den tilsyneladende enhed, der eksisterer i alting. 

Det rene ønske

Oplevelsen af, at ønsker og drømme går i opfyldelse (eller manifesterer sig) næsten samtidig med, at de bliver følt og tænkt, bliver mere og mere udbredt.  Ofte hører man folk fortælle, at de føler at synkroniciteten kommer og går.  Dvs. når man er i godt humør og afbalanceret, kan man skabe fra sine følelser og tanker, men når man er ’nede’, sker der ingenting.  Men mon det kan passe?  Hvis sindets svingninger omsætter sig til stof eller hændelser i tid og rum, må det være styret af naturlige lovmæssigheder på linje med tyngdekraften, og det er næppe sandsynligt, at den slags kommer og går. 

Mon ikke snarere det er tilfældet, at vi faktisk er lige skabende hele tiden, men at vi af og til er bedre til at fokusere på det, vi har lyst til på et bevidst plan?  Hvis et ønske ikke er helt ’rent’, dvs. mindre fokuseret og dybtfølt, vil ønskets manifestation blandes med alt muligt andet fra sindet, der måske trækker i modsat retning. 

Vil du virkelig være slank?

En person ønsker sig måske brændende at tabe et par kilo, men hvis det ønske var rent, ville vedkommende jo i princippet allerede være slank.  Måske er man blevet så vant til (og tryg ved) sit fedt, at man ikke for alvor tør at skille sig af med det?  Måske giver fedtet en behagelig buffer mod verdens stress og larm, måske er man dybest set ikke klar til at blive set helt ind til skelettet? 

Der kan være mange ubevidste forbehold, der trækker et ønske i modsat retning og forhindrer naturens iboende evne til at omsætte sindets svingninger til fysiske bølger og partikler.  Sagt på mere normalt dansk:  Hvis to ønsker er indbyrdes modsatte, havner man et sted midt imellem, en slags ingenmandsland, hvor ens problemer forbliver uændrede, og hvor man ikke ser ud til at have skabende evner overhovedet.  Men tag ikke fejl – evnerne findes, de skal blot trænes og retningsbestemmes.

Karmiske ønsker 

Mit udgangspunkt er, at alle i sidste ende får det, de ønsker sig.  Men der kan være såkaldt karmiske årsager til, at vejen bliver lidt snørklet.  Hvis man på et dybt, ubevidst plan har udstukket en rejse for sig selv, kan alle mulige forhold i den plan bremse et ønskes umiddelbare opfyldelse.  Som om forhindringer og problemer uforklarligt sætter sig i vejen for ens lykke.  Det er et område, vi nødvendigvis ikke ved så meget om, eftersom det foregår i underbevidstheden, men det forekommer tænkeligt, at man kan udstikke ubevidste retninger og planer, som vil forblive ukendte for os, men som stadig er med til at skabe vores rejse gennem livet. 

Som livet skrider frem gennem inkarnationerne (hvis man tror på den slags) eller blot gennem det enkelte liv, har vi imidlertid mulighed for at lære en stadig større del af underbevidstheden at kende, og dermed også de barrierer, vi selv sætter for, at de rene ønsker kan gennemsyre hele vores svingningslag.  Tid alene kan altså være en faktor, der kan hjælpe os til en mere potent kreativitet.  Men frem for alt er det en fordel at kende til så stor en del af sin bevidsthed som muligt.

Energiens natur

Desuden mangler vi kulturelt en erkendelse af selve energiens natur.  Hvis vi skal forme energi til liv (og det er jo det, et skabende ønske eller en intention skal kunne), er der måske lovmæssigheder omkring selve energien, som vi skal tage i ed.  På samme måde som en musiker skal kende til både sit instrument og selve musikkens lovmæssigheder for at lave stor musik, kan vi også bevidstgøre os om selve energiens natur.  For vi kommer ikke uden om energi, når vi skal forme et ønske eller udvikle en idé.

Energi kan jo ikke alt; energi bevæger sig i buer, ellipser, spiraler og cirkler i alle mulige retninger og på alle tænkelige måder. Men to ting forekommer sjældent:  Energi gentager sjældent nøjagtig det samme mønster flere gange, og energi bevæger sig aldrig i lige linjer.  Sjovt nok er netop de to ting karakteristiske for vores moderne verden – nemlig gentagne, rigide mønstre og lige linjer – og dermed hægter vi os af naturens og energiens lovmæssigheder gennem selve vores kulturelle udtryk. 

De fleste kender oplevelsen af at gå rundt om et firkantet højhus:  på den ene side er der ofte helt vindstille og på den anden side er der uforklarlig blæst.  Lige linjer skaber enten for meget eller for lidt energi.  Samme fænomen kendes fra de danske åer, som man stor entusiasme rettede ud i 60’erne, og hvis løb enten blev for hurtigt eller for langsomt til at understøtte liv i vandet.  Derfor bruger man i dag de samme eksorbitante beløb på at sno de åer tilbage, som man i sin tid brugte på at rette dem.  Lidt samme idioti ses i tilbageføringen af gammelt hedeland fra midlertidig dræning og (mislykket) opdyrkning tilbage til hedeland igen.  Hvornår lærer vi mennesker, at vi skal lade være at konkurrere med naturens intelligens?  Og hvor kommer den interesse for ’unaturlige’ processer og former fra?  Det er som om, vi i en årrække har været så fascineret af ikke længere at være underlagt naturens luner, at vi har sat en ære i at modarbejde de naturlige kredsløb – både i os selv og i verden.

Grænseløs Kreativitet

Hvad kan vi mennesker så bidrage med – uden at ødelægge noget? Er der (eller bør der være) grænser for, hvad vi som mennesker kan tænke os til og derefter udføre – når vi nu får styr på detaljerne omkring skabelse?

Tilsyneladende bevæger vi os mod en slags grænseløshed, hvor næsten enhver tænkelig idé lader sig realisere inden for en overskuelig fremtid. Et sted i måske ikke så fjern fremtid ligger et felt, hvor teknologi og bevidsthed i forening kan lade alle tænkelige visioner blive til virkelighed. Et felt af grænseløs kreativitet.

Øst og Vest

Men før vi når så langt, bliver vi nødt til at rette blikket mod de områder, der forhindrer os i at lade kreativiteten kan flyde frit.  Alle verdens store kulturen fra oldtiden til i dag har haft teorier om, hvordan vi gør livet lettere og mere ’frivilligt’ ved at lære om, hvordan energi bevæger sig. 

Når vi siger energi, vil de fleste af os nok tænke hinduisme, buddhisme og taoisme, der alle tre eksplicit har energiens væsen som omdrejningspunkt.  Men Fjernøsten i det hele taget har historisk taget dybe spadestik inden for menneskets muligheder for at påvirke og blive en del af den universelle energi. 

I Vesten er forståelsen energi som et overordnet princip først for alvor blevet en del af naturvidenskaben med kvantefeltteorierne i 1900-tallet, og i dag nærmer Øst og Vest sig som aldrig før, når det drejer sig om at sammensætte et verdensbillede bestående af energi frem for stof. 

Det mekanistiske verdensbillede

Atomalderen (baseret på kvanteteorier af Einstein, Planck, Niels Bohr, m.fl.) afløste omkring 1900-tallet en længere periode med såkaldt mekanistisk opfattelse af verden.  I det mekanistiske verdensbillede er verden som et urværk – én stor sjælsløs maskine, der fungerer ved matematiske, universelle love – hvor altings indbyrdes forhold bare skal opdages af os.  Oven på tusind års kristent mørke (ca. år 500 – 1500), hvor videnskabelig forskning var forbudt, var det en lettelse igen at få lov at observere verden, og folk som Kopernikus, Descartes, Galilei, Kepler og Newton dannede grundlaget for moderne naturvidenskab (også kaldet Empirisme: Kun det, der kan måles og vejes, tæller).

Med kvantefeltteorierne ændres den tilgang radikalt.  Her mener man, at den fysiske verden grundlæggende består af energi, og at alt hænger sammen i gensidig udveksling.

Universet betragtes i kvantefysikken som et sammenhængende, pulserende lysvæv i uophørlig bevægelse – dvs. mere som en tanke end en maskine.

Fortid og nutid

Atomfysikeren Fritjof Capra var med sin bog The Tao of Physics (1975) en af de første til at påpege, at moderne naturvidenskab i stigende grad bygger på koncepter, der ligner de klassiske orientalske – til trods for at disse er flere tusind år ældre. 

Ved at sammenholde de klassiske teorier fra Fjernøsten med moderne fysik kan vi måske ende med noget så sjældent som et komplet verdensbillede, der både kan fungere inden for erhvervsliv, videnskab, kunst, psykologi, filosofi og spiritualitet. Østlig og Vestlig filosofi har stadig meget at lære af hinanden, og der eksisterer en hidtil uset åbenhed i begge lejre netop nu – ikke mindst inden for erhvervslivet.

Kinesisk tænkning

I Vesten er de klassiske tekster om harmoni, sundhed, indre ro, osv. kommet til at spille stadig større rolle de seneste 150 år.  Fra Kina har vi fået især de taoistiske principper om balance mellem Yin og Yang ind gennem systemer som Chi Gong, Tai Chi og Feng Shui. 

Mange steder indretter man hele virksomheden efter de klassiske regelsæt ved f.eks. at ’læne sig mod bjerge med front mod vand’ – dvs. man har en fast struktur bagved bygningen, mens indgangen har et åbent område foran – gerne med grønt og små søer.  Også interiør kan være farvet af feng shui-principper, der i bund og grund lægger vægt på en levende energi i harmoni og balance.

Følelse og tanke

Et af de ældste kampsystemer i Kina hedder Xin Yi.  ”Xin” betyder hjerte/passion og ”Yi” betyder tanke/intention. Kampsystemet arbejder på at harmonisere følelsens lidenskab med tankens intention, så både sundhed og kampevnen styrkes.  Xin Yi anses for det ældste af de såkaldt ’interne’ kampsystemer (sammen med Tai Chi (T’aiJi) og Bagua (Pa Kua)). 

Symbolsk arbejder Xin Yi altså med vores to personlighedsdele, den analytiske (”maskuline”) og den kreative (”feminine”).  Den ene udvikler ideer, og den anden skaber rum og fysisk struktur (systemet kendes også som Xing Yi, der betyder ’form og intention’, men meningen er den samme:  harmonisering af personlighedens poler).

Det lader altså til, at man langt tilbage i Kinas historie har haft en idé om, at vi har to hjernehalvdele, der er indbyrdes afhængige. Hvordan filosofferne er nået frem til det, ved ingen, men teorien udspringer utvivlsomt fra læren om Yin og Yang: Altings komplementaritet. Yin og Yang findes som koncept langt tilbage i kinesisk tænkning og blev fra 1500-tallet en vigtig bestanddel af Taoismen. 

At Yin og Yang vitterlig findes som to komplementære kræfter i naturen, er almindelig accepteret inden for en række videnskaber, og vi kan alle i dagligdagen betragte de to komplementære kræfter, der skiftevis hæver/sænker, udvider/skrumper, lysner/mørkner osv. Yin og Yang løber efter hinanden i en evig cirkel, der utrætteligt holder verden i bevægelse og balance. Et evigt åndedræt af plus og minus.

Frasering

Og så kommer vi endelig til fraseringen.  Frasering er den sidste fase i den kreative proces, dér hvor værket skal manifesteres i den virkelige verden.  Gestaltes i tid og rum, kunne man sige. 

Fraseringen er som nævnt afleveringen af produktet til modtageren.  Det svarer til penselstrøget, måden tonerne bliver spillet, stemmeføringen eller sætningsopbygningen i et foredrag.  Denne aflevering er en kunstart i sig selv. 

Frasering er som fraktaler; det består af bølger, som kan underdeles i bølger i én uendelighed.  Lidt som toner indeholder overtoner, der hver for sig indeholder overtoner.  Jeg kan ikke komme omkring alle detaljer her.  Blot er det vigtigt at hæfte sig ved, at frasering handler om sidste led i kreativiteten – der, hvor budskabe sætter af og bliver til et udtryk.

Fortællingen

Ofte er kreativitet fordelt mellem ”udviklere” og ”afviklere” – komponister/musikere, forfattere/skuespillere, osv.   Det svarer til, at nogen kan få en idé til et produkt, som en lang kæde af underleverandører bringer videre til forbrugerne.  I hvert led kan der fraseres, enten ved at lade selve produktet tale, eller gennem markedsføringen omkring det.  I det moderne, globaliserede marked optager denne markedsføring/fortælling om produktet et gigantisk ressourcespild, og mange talentfulde kunstnertyper sidder i dag og fraserer på livet løs i reklameafdelinger verden over for at overbevise folk om, at de skal købe ting, de ikke har brug for. 

Frasering er ikke en værdi i sig selv.  Det er et værktøj til kommunikation og kunst – på linje med en køkkenkniv, der kan bruges både til gulerødder og slå ihjel med.  Men i alle fald er frasering en uundværlig ingrediens for den, der ønsker adgang til større kreative ressourcer.  Men lad os lige begynde ved begyndelsen:

Definition

Ordet ”frase” kommer af det græske ord phrasís, der betyder udtryk.  Frasering er princippet om, hvordan man fortæller historier vha. ”historier inde i historier”.  Frasering er også læren om, hvordan menneskeligt udtryk bevæger sig rent fysisk.  I bølger, buer, spiraler og ellipser. 

Jeg må dog skynde mig at indskyde, at jeg bruger ordet anderledes end ordbogen; traditionelt optræder frasering kun inden for musik.  Her indskriver man ofte den ønskede frasering i noderne ved at sætte buer over bestemte toneforløb.  Det betyder at disse toner skal spilles som en lille helhed i sig selv. 

Men som jeg ser det, findes det samme ønske om små historier i større historier i alle udtryk, både de kunstneriske og de mere dagligdags.  Jeg vil endda sige, at der optræder en form for frasering i hele universet (som en del af udvekslingen mellem Yin og Yang).

Jeg opstiller derfor følgende regler for frasering:

1. Ingen lige linjer. Den frasering, vi benytter i vores udtryk (udsagn, værker, produkter), er en direkte afspejling af de bevægelser, der findes i resten af universet, dvs. primært bølger, buer, spiraler, ellipser. Man kan ikke frasere sine udtryk udelukkende i lige linjer eller perfekte cirkler.  Det svarer til at føre en samtale med en fuldstændig monoton computerstemme.

2. Tyngde- og centrifugalkraft. Den energi, der styrer fraseringen, er også en direkte afspejling af de kræfter, der styrer vores hverdag, dvs. navnlig tyngde- og centrifugalkraft, der er udgangspunktet for de afrundede (”organiske”) bevægelser (i fysiktimerne kaldes centrifugalkraft for en fiktiv kraft, fordi der ikke er en fysisk kraftlov, der fremkalder den, men det kan vi jo være ligeglade med – den er jo højst virkelig, når man sidder i en karrusel.  Centripetalkraften (dens komplementære, og i fysiktimerne virkelige kraft) mærker vi til gengæld ikke meget til i arbejdet med fraseringer.

3. Principperne for de organiske bevægelser opfattes og indlæres først og fremmest gennem kroppen.  Ligesom med andre dele af den kreative proces er frasering ikke et intellektuelt begreb.  Det kræver krop, bevægelse, tid og rum for at begribes.  Tyngdekraften vil trække vores bevægelser mod Jordens centrum, og cirkulære bevægelser vil trække alle bevægelser væk fra cirklens centrum – som når armene svinger udad, når vi drejer os. 

4. Et udsagns eller produkts kvalitet og succes er langt hen ad vejen bestemt af kvaliteten i dets frasering – og hvor mange underfraseringer det indeholder.  Det gælder både i konceptueringen, udførelsen og markedsføringen.

5. Bliv ikke forskrækket over den filosofiske side af sagen; frasering er uhyre indlysende, når man begynder at blive opmærksom på den. Alle dyr har den, alle dele af naturen og dermed også børn (indtil vi piller den ud af dem).  Jeg tillader mig derfor at kalde frasering en naturkraft.

Det levende logo

Et eksempel:  Coca Cola-logoet fra 1894 (inspireret af skrifttypen Spencerian Script og færdigudviklet i 1950’erne) er et eksempel på fremragende frasering og utvivlsomt en af årsagerne til firmaets hundredårige sejrsgang.  Det er altså ikke altid indholdet eller produktet i sig selv, men i endnu højere grad afleveringen – narrativet, historien, rytmen, stemningen – kort og godt:  fraseringen. 

Ikke blot er selve logoet organisk fraseret, det er hvert bogstav også, og hver streg i bogstavet – som en elegant dans hen over flasken.  Samtidig afspejler logoet den samme ”rytmiske, frihedssøgende bevægelse”, som virksomheden tilstræber i sin selvforståelse.  Alle dele af fraseringen afspejler hinanden, de største fraseringer er bestemt af de mindste og omvendt.  You can’t beat the feeling, som de selv skriver (lettere patetisk, når man tager det masseproducerede, gennem-usunde produkt i betragtning).

Budskaber, der opfattes af hjertet

Energien i os bevæger sig efter bestemte mønstre, enten vi er bevidste om det, eller ej.  Disse mønstre forandrer sig konstant, men fælles for dem er de omtalte bølger, buer, ellipser og spiraler.  Det gælder helt fra atomernes bevægelser til måden vores arme og ben bevæger sig.  Bevægelse i lige linjer er unaturligt for en krop (og umuligt for et atom).

I praksis er alle lovmæssighederne for frasering derfor indkodede i os – de er bærende for vores måde at udveksle følelser, tanker og stemninger på.  Derfor taler den veludførte frasering direkte til hjertet – i modsætning til de budskaber, der kræver afkodning og primært opfattes af intellektet.

Naturens frasering

Vi aflæser mere eller mindre bevidst alt i fraser, for hele vores liv er en lang række af fraseringer fra fødsel til død.  Vi bliver så at sige fraseret med hele tiden, samtidig med at vi selv fraserer.

Fraseringen skaber forholdet mellem start og slut, dvs. ´begyndelse-midte-ende-relationen´, og er dermed også balancen mellem yderpolerne Fødsel og Død.  De to er præmissen for at bebo et univers baseret på tid; Hvis ikke noget forsvinder, kan vi ikke tilføje nyt (intet forsvinder dog helt, men det er en anden historie). 

Træning i frasering

Det simpleste billede på en frasering er en bold, der bliver smidt op i luften og grebet igen.  Hvor simpelt det end kan lyde, er det faktisk en glimrende træning i frasering (prøv at gøre det uden bold – så får du hurtigt et billede af, om din krop forstår fraseringens principper).

Grafisk set beskriver sådan et kast lige op og ned en lodret streg, men pga. tyngdekraften og afsættet er der alligevel tale om en begyndelse-midte-ende relation.  Hvis man ikke griber bolden med følsomhed, vil man tabe den, og hvis man ikke accelererer hånden rigtig, kan man ikke smide den op igen.  Det er alt sammen med til at definere, om man arbejder med eller imod energien.

Kaster man i stedet bolden fra hånd til hånd, tilføjer man yderligere dimension, idet vil kroppen være nødt til at bevæge sig lidt fra side til side for at holde bolden i gang.  Grafisk set tegner bolden nu en bue.  Hvis man svinger en afslappet arm rundt i cirkler, vil man opdage, at hele kroppen samarbejder, fra fødderne til fingerspidserne, i hvert nyt afsæt, når næste cirkel indledes. 

Fraseringens bestanddele skal erfares i kroppen med den slags enkle øvelser for at kunne begribes fuldt.  Ellers bliver frasering aldrig andet end pølsesnak, og det er der nok af i den kreative verden.

Den personlige frase

Fra den rene og skære tyngde- og centrifugalkraft skal frasen nu gøres til en del af et personligt udtryk.  Hvordan?  Kort fortalt ved hjælp af vejrtrækning og puls.  Den omtalte Yin/Yang-funktion, der findes overalt i naturen (nat/dag, lys/mørke, sommer/vinter, ud/ind, op/ned, etc.), finder vi hos os primært i form af vejrtrækning og pulsslag.  De to vigtigste livsfunktioner er også udgangspunktet for vores måde at udtrykke os på. 

Alle udtryk og dermed produkter har (eller har haft) en form for ”puls” eller ”åndedræt” på et tidspunkt.  Jo mere vi som ’modtagere’ kan fornemme afsenderens vejrtrækning og puls, des mere vil vi være tiltrukket af udtrykket/udsagnet/værket/produktet.  Det vil næsten forekomme os menneskeligt.  Og hvem vil ikke lave et produkt, der udstråler menneskelighed?  Det er noget, alle virksomheder tilstræber, men ofte kæmper fuldstændigt i blinde for at opnå.

Puls og impuls

Hvor (eller hvad) stater så pulsen?  Det er her, tilløbet, impulsen, kommer ind i billedet.  Impulsen er forløberen for fraseringen.  Impulsen svarer til at trække buestrengen tilbage, før man giver slip på pilen – point of no return.   Når impulsen indledes, skal man helst ikke se sig tilbage, for den efterfølgende frasering er stærkt afhængig af et let og ubesværet afsæt.  Tøver man, mister man letheden og må begynde forfra på et nyt tilløb.  Den lette, intuitive impuls er også en vigtig del af lederskabet, hvor princippet kan forbedre evnen til at tage de rigtige beslutninger.

Inspiration

For mange, der har erfaring med kreative processer, vil en stor del af vejen fra første følelse til udtryk forekomme ubevidst og let, og det er netop grunden til, at inspiration traditionelt har været så ærefrygtindgydende en størrelse. Nogle mennesker ser simpelt hen ud til at få magisk gode ideer og altid være guddommeligt inspirerede.  Men faktisk kan inspiration optrænes ligesom alt andet. Vi kan lære at blive inspirerede. Dermed kan vi foretage de afgørende opgraderinger i første fase af den kreative proces, der skaber de afgørende kvalitetsforskelle i det endelige udtryk. På samme måde som få millimeters ændring af sigtet kan få os til at ramme plet – frem for langt ved siden af målet. 

Terapi eller udvikling?

Et vigtigt spørgsmål i alle kreative processer er selvfølgelig:  Hvordan får vi vores følelser til at arbejde for os?  Som nævnt i indledningen er vi skabende i alle tilfælde, så fortrængte følelser iscenesætter vores liv i lige så høj grad som de letflydende og behagelige følelser. 

At rydde op i fortrængningerne kaldes i almindelighed terapi, men man kunne også vælge at se på det som udvikling eller uddannelse. Man er jo ikke nødvendigvis syg, blot fordi man ikke har et fuldt udviklet og afbalanceret følelsesliv.

Vi mennesker tager sjældent de vigtige, store skridt uden at føle os tvunget til det.  Derfor kan kriser og svære følelser være en gave, når man skal dybere ind i sig selv – og dermed få adgang til større ressourcer i den skabende proces.  Og måske lægger vi fra begyndelsen af vores liv en plan om, at det hele ikke skal være alt for let?  For hvor ville udfordringerne så være?

Den kreative fremtid

Summa summarum:  Tidens kunstnere er ikke længere tekniske mestre som Bach og Michelangelo, og fred være med det. Lad os i stedet glæde os over, at kreativiteten til gengæld er blevet stadig mere facetteret og individualiseret siden de store mestres tid. Vi kan stadig til en vis grad vælge og vrage fra historiens hylder, hvis vi ønsker de klassiske udtryk. Men først og fremmest har vi nu en enestående mulighed for at gøre kreativiteten til allemandseje. I yderste konsekvens kan den lære os at skabe øjeblikket i fuld bevidsthed. Når det samlede kreative potentiale bliver brugt balanceret og fokuseret i alle sammenhænge, vil der knyttes så stor energi til enhver idé, at den manifesterer sig selv, fra sekund til sekund. Det er måske i virkeligheden sådan, vi er beregnet til at leve. Det er måske den virkelige magi – den grænseløse kreativitet?